Opmåling i Mølby Lagt online den: 19. januar 2025
Nogen af jer har måske bemærket, at der har gået et par mand gennem Mølbys gader i denne uge.
Den ene bar på noget, der mindede om en ekstra lang lineal og den anden så ud til at måle fartsyndere.
De er i færd med at lave en opmåling af kloaksystemet i byen for Provas med henblik på udarbejdelse af en vandhåndteringsstrategi.
I kan også finde spor efter dem i form af små søm i asfalten, typisk malet gule og markeret med et nummer.
I Provas mødereferatet fra 29. august 2024 kan man læse følgende uddrag vedr. Mølby:
- Mølby og Sommersted har også et nedslidt og saneringsmodent kloaksystem, der vil dog skulle udarbejdes en vandhåndteringsstrategi først.
- Som en del af den langsigtede planlægning på spildevandsområdet, har vi i samarbejde med Haderslev Kommune, som har ansvaret for at udarbejde af spildevandsplan og dermed vandhåndteringsstrategier, prioriteret arbejdet med vandhåndteringsstrategierne. I prioriteret rækkefølge er det Skrydstrup, Gram, Sommersted/Mølby, Marstrup, Vojens, Haderslev Nord (ydre opland Jomfrustien), Engelområdet Nord.
Kloak-/afløbssystemet i Mølby er et fællessystem. Det betyder, at såvel spildevand som regnvand løber i de samme rør. Spørgsmålet er, om Haderslev Kommune/Provas overvejer at separere kloaken i Mølby, så spildevand løber i et rørsystem og regnvand i et separat rørsystem. Gevinsten er blandt andet, at man slipper for at rense regnvandet i rensningsanlægget.
Det spørgsmål kommer der nok først svar på, når man har fået udarbejdet vandhåndteringsstrategien.
|