Årets Ildsjæl i Oksenvad Landdistrikt 2025
Lagt online den: 12. februar 2025

I forbindelse med generalforsamling i Landsbyforeningen d. 6. februar blev Årets Ildsjæl også udnævnt.

Prisen gives af landsbyforeningen til en eller flere personer, som bestyrelsen mener, fortjener et stort klap på skulderen for deres indsats eller væremåde. Med prisen følger udover det store skulderklap også en lille opmærksomhed i form af lidt godt til ganen.

I år, 2025, valgte bestyrelsen at give prisen til Bjarne Christensen, Lerte.

Der er især en grund til at vi valgte at give prisen til Bjarne. Det skyldes hans arbejde med at få etableret nyt loft i salen på aktivitetscenteret. Bjarne arbejdede henimod dette gennem et par år.

Først skulle de søges midler gennem de årlige borgerbudgetteringsmidler. Det tog to år før midlerne var skaffet.

Herefter skulle arbejdet planlægges og ikke mindst udføres. Her viste Bjarne sit organisatoriske talent ved at sørge for at få indkøbt materialer, få lånt sig til 16 meter rullestillads og finde hjælpere til at få udført arbejdet.

Vi havde afsat hele maj måned 2024 til arbejdet. Og tidsplanen holdt - næsten.

I al fald var salen klar til jubilæumsfest i starten af juni, hvor alle deltagerne kunne nyde den nye støjdæmpning og det nye flotte lys, der fulgte med udskiftning af loftet.

Bjarne er også drivkraften bag arrangementet "Nak & Æd", sammen med Karl Hansen. Nak og Æd er nu blevet afholdt 3 gange og arrangeres igen lørdag, d. 27. september.

Derudover er Bjarne aldrig bleg for at give en hånd i forbindelse med arrangementer og arbejdsdage.

Tak for indsatsen, Bjarne!

Kilde: Landsbyforeningen for Oksenvad og Omegn


Årets Ildsjæl 2025: Bjarne Christensen, Lerte