Flere sikre cykelveje i vores landdistrikt
Lagt online den: 24. marts 2025

Foranlediget af en god diskussion på Facebook ønsker Landsbyforeningen at nedsætte en lille arbejdsgruppe, der kan se på mulighederne for og komme med forslag til hvor og hvordan man kan etablere cykelstier og 2-1 veje i vores landdistrikt.

Planen er at arbejdsgruppen skal finde muligheder for etablering af en sikker cykelsti langs den trafkkerede Tovskovvej gennem Mølby samt udpege steder hvor det vil give mening og vil være muligt at anlægge 2-1 veje.

Arbejdsgruppen skal også gå i dialog med Haderslev Kommune omkring mulighederne for at faktisk at få etableret disse.

I de to Facebook-opslag, henholdsvis Bent Klosters oprindelse opslag/læserbrev og delingen i gruppen Os i Oksenvad, kom flere forslag på bordet.

Det var især ønsket om en cykelsti gennem Mølby, der fik opmærksomhed, men der blev også fremsat ønsker om 2-1 veje andre steder, som f.eks. på Øster Lindetvej mellem Mølby og Oksenvad, på Tovskovvej mellem Mølby og Jels, på Tovskovvej mellem Mølby og rundkørslen ved Sommersted og på Lertevej.

En ide fra diskussionerne gik på at erstatte de eksisterende fortove i Mølby med en kombineret gang-/cykelsti.

Bent Kloster nævnte i en kommentar at prisen for en dobbeltrettet cykelsti ligger på 3-4 millioner pr. km.

Ønsker du at deltage i denne arbejdsgruppe, så kontakt Liselotte Sandgren fra Landsbyforeningen via Messenger.

Kilde: Landsbyforeningen for Oksenvad og Omegn


Læserbrev fra Bent Kloster i JydskeVestkysten