Rullende frugt og grønttorv


Lillelyst har succes med ugekasser til private og firmaer.
Hver uge pakkes ca. 140 kasser.

Mølby, 14. april 2007.
Lillelyst gårdbutik og frilandsgartneri har nu drevet forretning i 9 år i Mølby. Sidste år begyndte man også at sælge fra markedspladsen i Herning to gange om ugen. Og det gik helt over forventning, så nu har flittige Marianne og Jørgen Ries investeret samlet 600.000 kroner i en moderne kølebil og en trailer. Begge dele vil være velegnede til brug på markedspladser og til dørsalg, da man ikke længere behøver at bære frugt- og grøntkasserne ud af bilen.


Jørgen og Marianne Ries har investeret ½ mill. kr. i en moderne
Iveco kølebil, og meget snart følger en ny trailer til 100.000.
Bilens sider vil blive prydet med farverige fotos,
som det der er vist øverst.
T.h.: Bilen indrettes som en butik, man kan gå ind i.

Succes med ugekasser
For et par år siden begyndte Lillelyst at sælge ugekasser med frugt og grønt. Og der er blevet en succes, da der hver uge afsættes ca. 140 kasser - ligeligt fordel til private og virksomheder. Kunderne findes inden for området mellem Vejle, Kolding, Christiansfeld og Over Jerstal.
Varerne købes hos Gasa, grossister og direkte hos avlere, mens asparges og gulerødder for en stor dels vedkommende er af egen avl.
Ind imellem indkøbes og hentes der specielle varer helt i Hamborg.
Næste år vil der blive etableret et tunneldrivhus på 300 m2 ved gårdbutikken, og herfra vil der blive dyrket tidlige jordbær og evt. meloner.

Øger markedssalg og opsøgende salg

I den kommende sæson vil salgsvognen være at finde i Herning hver tirsdag og lørdag. Og senere forventes at flere byer vil få besøg: Sønderborg, Vejen, Skanderborg, Århus, Vejle, Flensborg...
Når man har brugt en ½ dag på markedspladsen vil de private villakunder få besøg af bilen, der vil gøre opmærksom på sig selv på Hjem-is maner - med en ringeklokke. Kunderne kan også få tilsendt en SMS besked, når bilen nærmer sig området.


140 ugekasser - alle med forskelligt indhold - kræver assistance
fra et godt pc-program. Alligevel skal der anvendes en del timer
foran computeren for at kunne imødekomme individuelle bestillinger.

Jobbet er en livsstil
Firmaet drives alene af Marianne og
Jørgen Ries med assistance fra deres to døtre Yvonne og Jeanette.
Lillelyst sætter en ære i, at der altid leveres frisk kvalitets frugt og grønt. Ofte starter dagen allerede kl. 03:30 og strækker sig til ud på aftenen, inden alting er klar til næste dag. Men man tæller ikke timerne, jobbet er en livsstil.
Og der har stort set ikke været ledig tid - eller for den sags skyld feriedage - i de sidste 9 år.

Ændrede åbningstider i butikken
Fra 1. maj ændres åbningstiderne i gårdbutikken, således at der kun er åbent hver mandag fra klokken kl. 12-18. Det skyldes det nye salgsprojekt via salgsvogn. Du kan læse mere på Lillelysts hjemmeside.


Tilbage til forside