Fritiden/Oksenvad Idrætsforening

Fodbold Topscorerliste: Old-boys - Serie 6 - Damer (Turneringerne er afsluttet)


15 mål i S/6 kamp
Oksenvad, 17. oktober.
I den sidste kamp i turneringen fik oprykningskandidaten Vedsted/O.Jerstal ørerne i maskinen i Oksenvad, som spillede en utrolig flot første halvleg. Ved pausen var stillingen således hele 8-1, på trods af at banen var våd og tung efter den voldsomme nedbør.
Efter pausen ville alle Oksenvads spillere deltage i løjerne foran udeholdets mål - og det blev så straffet flere gange, da Vedsted/O.Jerstal nemt kunne løbe igennem.
Slutresultatet blev en sejr på 10-5 til Oksenvad.
Michael Thomsen scorde 4 gange - heraf et med hælen. Arne Lindahl bankede også bolden i kassen 4 gange - heraf et fra midten af banen. Søren Nielsen scorede 2 gange.
Og for tredie gang i træk var der ingen gule eller røde kort til Oksenvad.
Lørdag aften blev sæson 1998 afsluttet med en fest i OSA.


Hejls vandt 6-0 i Oksenvad
Oksenvad, 10. oktober.
Det suveræne tophold i serie 6, Hejls,  vandt lørdag en sikker sejr på 6-0 over Oksenvad. Hjemmeholdet startede ellers godt og havde efter 5 minutters spil et skud på underkanten af overliggeren. Og kampen bølgede frem og tilbage med gode chancer til begge hold. Men topholdet bragte sig foran 1-0 efter 10 minutters spil. Og kort før pausen scorede Hejls til 2-0.
Efterhånden som kampen skred frem smed Oksenvad for mange bolde væk. Hejls havde derimod et par lynhurtige spillere og havde godt styr på short-passing spillet. Imellem det 15. og 25. minut scorede udeholdet yderligere 3 gange, og 10 minutter før tid blev sejren cementeret med scoringen til 0-6.
Hejls er forlængst rykket op i serie 5 - så dette hold behøver Oksenvad ikke at frygte til næste år.


S/6 spillede godt - og vandt
Oksenvad, 3. oktober.
Efter et par resultatmæssige dårlige kampe lykkedes det endelige igen for Oksenvads serie 6 at vinde en kamp. Taps blev sendt hjem med et 5-2 nederlag. Resultatet af forårets kamp var 4-3 til Taps, så revanchen lykkedes.
Det begyndte ellers dårligt for Oksenvad, som allerede kom bagud efter 3 minutters spil. Men efterhånden som kampen skred frem kom hjemmeholdet godt tilbage i kampen. Første udlignede Ryon Thomsen, og senere bragte Hans Ole Nissen holdet foran 2-1. Men kort før pausen lavede målmanden Eigil Hansen straffespark mod en Taps angriber. Og så sluttede 1. halvleg ved stillingen 2-2.
I 2. halvleg var Oksenvad spilstyrende og Søren Christensen bragte Oksenvad i front 3-2. Hans Ole Nissen øgede til 4-2 og Thomas Koldbæk afgjorde definitivt kampen med sit første sæsonmål - et brag fra en spids vinkel. Taps forsøgte at vende kampen og kastede alt frem - og det gav adskillige contra muligheder til Oksenvad. Men disse chancer blev ikke udnyttet, bl.a. fordi stolperne reddede et par gange.
En anden god ting ved kampen var, at Oksenvad helt undgik gule og røde kort. Taps blev derimod straffet 2 gange med gult.


S/6 kamp aflyst
Oksenvad, 27. september.
Søndagens serie 6 kamp i Starup blev aflyst, da Oksenvad ikke kunne stille hold på grund af mange afbud og skader. Starup vinder iflg. reglerne kampen med 3-0


Guld til Oksenvad old-boys
Oksenvad, 23. september..
Old-boys holdet fra Oksenvad vandt onsdag aften den lokale old-boys turnering med deltagelse af klubberne: Stepping, Hjerndrup, Sommersted, Simmersted, Nustrup, Ø.Lindet, Gram A/S, Jels, Rødding og Oksenvad.
Og planlægningen af turneringen kunne vel næppe have været bedre. På den sidste spilledag i turneringen tørnede nummer 1 Rødding sammen med nummer 2 Oksenvad. Og her blev den endelige slutplacering afgjort ! Oksenvad skulle vinde - Rødding kunne nøjes med uafgjort.
Lad os afsløre det med det samme: Oksenvad vandt 4-3 - og holdet vandt dermed turneringen 1998.
Og holdet startede koncentreret og kraftfuldt. Allerede efter 10 minutter stod det 3-0 på mål af Torben Stehmann og 2 mål af Tommy Pabst. Rødding fik senere reduceret til 1-3, men i halvlegens sidste minut tordnede Tommy Pabst bolden i mål til halvlegsføringen på hele 4-1.
Sejren var vel allerede i hus, og 2. halvleg blev knap så velspillet fra Oksenvads side. Rødding var en god modstander, og havde kampen igennem mulighed for at reducere. Men det trak ud indtil 5 minutter før tid, hvor der blev reduceret til 2-4. Og i de sidst sekunder blev Rødding tilkendt et straffespark, som yderligere reducerede til slutstillingen 4-3.
På fredag den 25. september er der afslutningsfest i Stepping hallen. Her vil pokalen blive overrakt til Oksenvad, som har haft en glimrende sæson med hele 96 scoringer. Oksenvad vandt også den over 20-år gamle turnering i 1996.


S/6 tabte 2-0 til Arnum
Oksenvad, 19. september.
Oksenvad tabte lørdag 2-0 på egen bane. Allerede i 1. halvleg havde gæsterne en kæmpe chance for at komme foran. Men Oksenvads målmand Eigil Hansen reddede i flot stil det dømte straffespark. "Gamle Hansen" havde kampen igennem flere pragtredninger og fik fortjent fiduspokalen. Der skulle gå mere end en time før gæsterne kom foran efter at spillet havde bølget frem og tilbage. Men Arnum havde kampen igennem de fleste chancer og vandt fortjent. Oksenvad kæmpede dog godt nok og havde vel 3-4 scoringschancer. Men angrebet mangler nok lidt tyngde (især når Michael Thomsen ikke er med).


OB vandt ude 9-0 over Hjerndrup
Hjerndrup, 16. september.
Det står nu klart, at den sidste kamp mod Rødding onsdag den 23. september afgør årets mesterskab i old-boys rækken. Oksenvads udsatte kamp mod Stepping spilles ikke - da den ingen betydning har - og derfor deler klubberne points.
I aftenens kamp på den lille, regntunge bane i Hjerndrup vandt Oksenvad en overvældende sejr over Hjerndrup. Sejren burde vel have været på 14-2, når man tager chancerne i betragtning.
Allerede ved halvleg stod det 4-0 til Oksenvad. Og målene faldt jævnt kampen igennem. Trods en lang række afbud spillede Oksenvad klogt og uden de store dikkedarer.
Målscorerne var Tommy Pabst (3), Nis E. Thomsen (2), Ejgil Wind (2), Gunnar Stehmann (1) og Jørgen Lundby (1).


Damerne sluttede med 0-10 nederlag
Oksenvad, 14. september.
Dameholdet fik en ordentlig øretæve af puljens nummer 3 Vedsted. Hele 10 gange måtte bolden hentes ud af hjemmeholdets netmasker. Retfærdigvis skal det dog nævnes, at Oksenvad manglede nogle af stamspillerne. Alle øvrige spillere fik spilletid i den sidste kamp.
Oksenvad slutter som nummer 5 i puljen, og der bliver også et damefodboldhold i 1999.


HFK slog Oksenvad i S/6
Haderslev, 12. september.
Når man har tabt 5-2 er det normalt tegn på, at man har været underlegen. Men i lørdagens kamp mod Haderslev FK var holdene jævnbyrdige, og Oksenvad havde igennem kampen de fleste målchancer. De unge angribere havde dog ikke den fornødne koldblodighed til at få bolden det sidste stykke over stregen.
Haderslev var foran 1-0 ved pausen. Men derefter var det som om Oksenvad fik overtaget. Og først udlignede Michael Thomsen til 1-1 med sit 11. sæsonmål.
Ryon Thomsen bragte F/OIF foran 2-1 - det var iøvrigt 3. kamp i træk Ryon scorede.
Men midtvejs i kampen udlignede HFK, og senere gik det helt galt, da hjemmeholdet inden for kort tid bankede bolden 3 gange i kassen.
Hvis man skal sige noget positivt, så må det være at Oksenvad denne gang slap igennem helt uden gule og røde kort.


OB spadserede sig til 4-1 sejr over Nustrup
Oksenvad, 9. september.
Uden at nå op på foregående kamps niveau sikrede Oksenvad sig en sikker sejr på 4-1 over Nustrup. Det startede ellers helt efter forventning. Allerede efter 2 minutters spil gled Tommy Pabst igennem og scorede til 1-0. Efter 10 minutter bragede Tommy Lindahl bolden i nettet til 2-0. Nustrup fik ganske vist reduceret til 2-1 midt i 1. halvleg, men Gunnar Stehmann øgede igen til halvlegsstillingen 3-1.
2. halvleg var ikke specielt velspillet fra nogen af holdenes side. Nustrup kunne ikke - og Oksenvad gad næsten ikke. Dog fik Gunnar Stehmann listet bolden over mållinien til slutresultatet 4-1.
Oksenvad ser nu frem til den formentlig afgørende kamp mod Rødding den 23. september. Begge klubber ligger side om side i turneringen med et tab på blot 2 points. Så det bliver et brag af en kamp i Oksenvad. Her afgøres det, hvem der vinder turneringen 1998 !


Dameholdet i målrigt opgør
Rødding, 7. september.
Rækkens nummer 1 var en for stor mundfuld for Oksenvad, som tabte kampen 8-4. Men at score 4 mål mod Rødding er en bedrift i sig selv, da der faktisk kun var scoret 5 gangei alt mod holdet i de tidligere kampe.
For Oksenvad scorede: Heidi Hansen (2), Bitten Majeske (1) og Jannie Hansen (1).
Røding vandt puljen og i den sidste weekend i september blev holdet kredsvinder ved et stævne i Jels.


Lokalopgør OB: Sommersted-Oksenvad 2-6
Sommersted, 2. september
Det klassiske lokalopgør mellem ærkerivalerne fra Sommersted og Oksenvad endte med en sikker sejr på 6-2 til Oksenvad.
Første halvleg lignede til forveksling forårets kamp. Oksenvad havde fuldstændig styr på kampen. Og allerede efter 2 minutters spil bragte den godt spillende Gunnar Stehmann udeholdet i front 1-0. Nis Erik Thomsen øgede til 2-0, og Tommy Pabst afgjorde reelt kampen med scoringen til 3-0 efter en lynhurtig contra og et par snævre træk. Senere scorede Nis Erik til 4-0, og han fik således oprejsning efter et par mindre heldig kampe.
Så reelt var kampen allerede afgjort ved pausen. Men det havde allerede bragte sindene i kog hos en enkelt Sommersted spiller, som måtte tilbringe resten af halvlegen på sidelinien efter et gult kort.
Anden halvleg blev mere jævnbyrdig. Oksenvad scorede til 5-0 ved Arne Lindahl og Gunnar Stehman sluttede Oksenvads målfest med sin 2. scoring efter et flot gennemspillet angreb.
Sommersteds normalt meget velfungerende midtbane blev gennem det meste af kampen holdt i kort snor af et velorganiseret Oksenvad hold. I kampens sidste fase lykkedes det dog Sommersted at få pyntet på resultatet.


Uheldigt nederlag til damerne
Oksenvad, 31. august.
Damerne led et meget uheldigt nederlag på 1-2 til Stepping. Oksenvad havde gennem hele kampen et hav af chancer. Men det lykkedes kun at score en enkelt gang ved Majken Andersen.
Stepping var mere sporadisk på Oksenvads banehalvdel, men på to kontraer lykkedes det at snyde målkvinden Anni.
Trods nederlaget er det besluttet, at der også næste år vil være damefodbold i Oksenvad.
Der resterer nu blot to kampe de kommende mandage - mod Rødding og Vedsted. Se også referat fra 24. og 26. august.


Serie 6 tabte i vandkamp
Chr.feld, 30. august.
Efter sidste weekends sejr kom 6'erne ned på jorden igen, da holdet tabte 2-1 i Chr.feld. Banen stod nærmest under vand den sidste halve time, så da blev der ikke spillet meget fodbold.
Oksenvad startede ellers forrygende, og en angriber var alene igennem to gange inden for de første 10 minutter. Desuden reddede stolpen hjemmeholdet, da Arne Lindahl fyrede af. Men Chr.feld kom godt igen og var bedre til at udnytte chancerne - derfor stod det 2-0 ved pausen. Oksenvad fik reduceret til 1-2 blot 7 minutter før tid på et mål af Ryon Thomsen.
Nok engang kneb det med disciplinen hos enkelte spillere, så Oksenvad fik - for gud ved hvilken gang - en spiller vist ud for resten af kampen.


Et "æg" til damerne
Haderslev, 26. august.
Oksenvad fik ørerne i maskinen mod et meget stærkt Haderslev FK hold. HFK dominerede fuldstændig kampen og var hurtigere og mere skudstærke, så sejren på 6-0 kan der ikke indvendes noget imod.


Let sejr for old-boys over Simmersted
Oksenvad, 26. august.
Oksenvad old-boys brugte ikke mange kræfter for at sikre 8-2 sejren over Simmersted. Trods mange afbud var der kun tvivl om resultatet i de første 10 minutter af kampen. Oksenvad kom foran 1-0 på mål af Ejgil Wind, men Simmersted svarede overraskende igen til udligning til 1-1. Det varede dog kort før Tommy Pabst igen bragte hjemmeholdet foran 2-1 - efter ping-pong-spil med aftenens store målsynder Nis E. Thomsen. Kort tid efter øgede den indkaldte Michael Thomsen til 3-1, Gunnar Stehmann til 4-1 og Michael Thomsen sluttede halvlegen af med scoringen til 5-1. Efter pausen øgede Ejgil Wind til 6-1 på straffespark, Michael Thomsen satte foden på til 7-1 og debutanten Jørgen Lundby sluttede Oksenvads scoringer med målet til 8-1 (på en elegant dribletur gennem Simmersteds forsvaret).
Oksenvads målmand, Hans Kock, deltog i aftenens festligheder ved at agere midtbanespiller, så i kampens afslutning fik Simmersted reduceret til 2-8.
Næste kamp er "arvefjendeopgøret" mod Sommersted. I øjeblikket ligger Rødding og Oksenvad side om side i toppen. Begge klubber har kun sat 2 points til, mens Sommersted har tabt 6 points. Derfor venter der store opgaver forude for Oksenvad.


9-1 sejr til damerne
Oksenvad, 24. august.
Fole var på forhånd regnet som det svageste hold i puljen. Så det var et noget overrasket Oksenvad-hold, som allerede i 1. minut kom bagud 1-0. Men det viste sig hurtigt at være en fejltagelse. I resten af kampen var Fole knap nok over midten. De 9 Oksenvad-mål fordelte sig på: Jannie Hansen (3), Heidi Hansen (2), Majbritt Skjøtt (2), Tina Benkjær (1) og Mette Løbner (1).


6'erne overraskede mod Vojens
Oksenvad, 23. august.
Efter svingende spil i de foregående kampe overraskede serie 6 søndag aften med en sejr på 4-3 over rækkens nr. 3 Vojens. Ved halvleg var stillingen 2-2 på to mål af Michael Thomsen. Oksenvad fik allerede før pausen et gult og et rødt kort (utroligt - igen!), mens Vojens fik et enkelt gult.
Efter pausen bragte Arne Lindahl hjemmeholdet foran 3-2, men Vojens fik atter udlignet. To minutter før tid scorede Ryon Thomsen sejrsmålet på et glimrende langskud. Så sejren kom i hus trods en mand i undertal. Veteranmålmanden Eigil Hansen var i særklasse og stærkt medvirkende til sejren.


Old boys vandt over firma-hold
Oksenvad, 19. august.
Efter at have deltaget i den lokale old-boys turnering igennem mange år trækker Gram A/S sig næste år fra turneringen. I den sidste kamp mod Oksenvad kunne Gram A/S kun mønstre 10 spillere. Det burde derfor have været en nem sag for Oksenvad at hente de 2 points. Men i 1. halvleg spillede hjemmeholdet skidt, og trods mange chancer kunne Vojens holdet lige så godt have bragte sig i front. I halvlegens sidste minut fik Oksenvad tilkendt et straffespark, men meget karakteristisk for kampens forløb blev den store chance brændt.
Kort ind i 2. halvleg lykkedes det dog for Tommy Lindahl at bringe Oksenvad foran 1-0. Senere scorede Nis Erik Thomsen til 2-0 efter et godt angreb. Men Gram kom ind i kampen igen med en reducering til 1-2 og senere til 2-3. Kræfterne ebbede dog ud for udeholdet, og Oksenvad sikrede sig til sidst en sikker sejr på 5-2. De sidste 3 mål blev scoret af Michael Thomsen (2) mens 1 var et selvmål.


Damerne vandt stor sejr
Brændstrup, 17. august.
Så lykkedes det endelig for damerne at vinde igen. Og da det skete, var det med manér, idet Brændstrup hjemme måtte indkassere et nederlag på hele 6-1. Oksenvad stillede med et ungt hold, som gjorde det overraskende godt. Målene blev scoret af Mette Løbner (2), Heidi Hansen (2) og Susanne Hansen (2).
Næste kamp er kommende mandag hjemme mod Fole, som netop har tabt 14-0 til Brændstrup !


Serie 6 tabte unødvendigt
Hjerndrup, 16. august.
Oksenvad tabte søndag aften 3-2 i Hjerndrup. I første halvleg havde Oksenvad en lang række oplagte chancer, men alligevel kom Hjerndrup foran 1-0. Det lykkedes dog kort efter for Hans Ole Nissen at udligne. I 2. halvleg dummede Oksenvad sig igen, og hjemmeholdet bragte sig foran 2-1 efter en alvorlig forsvarsfejl. Alligevel fik Arne Lindahl bragte balance i regnskabet til 2-2, men ca. 10 minutter før tid scorede Hjerndrup på et langskud næsten fra banens midte (banen i Hjerndrup er ganske vist meget kort). Målmand Eigil Hansen var ikke hel sagesløs ved det afgørende mål, men fik alligevel dagens fiduspokal.


Old-boys slog Ø.Lindet
Ø.Lindet, 12. august.
Lokalopgøret mod Ø.Lindet var i store dele af kampen spil til et mål. Men Oksenvad fik ikke omsat overvægten i spil til mål, og især i 1. halvleg kneb det. Derfor var pausestillingen 0-0. Efter pausen lykkedes det dog endeligt. Tommy Pabst scorede 2 gange og Tommy Lindahl en enkelt gang, før Ø.Lindet i sidste minut fik pyntet på reslutatet til 1-3.


Damerne tabte knebent
Oksenvad, 10. august.
Oksenvad havde svært ved at stille hold mod Vojens, som vandt en smal sejr på 1-0. I den omvendte kamp i foråret vandt Oksenvad 4-0 !
Her til efterårets start er Oksenvad kommet i en anden pulje, så nogle hold vil være nye.


Serie 6 fik 2-2 mod Jegerup
Oksenvad, 8. august.
Efterårets første kamp mod Jegerup blev resultatmæssigt en gentagelse af forårets kamp.
Indtil 15 min. før tid så det imidlertid ud til, at Jegerup skulle tage begge points med hjem. Men så kom Arne Lindahl på banen igen efter at have været ude af kampen med rygproblemer. Først reducerede han til 1-2, og 5 minutter før tid blev der begået straffespark mod Karsten Hansen. Arne Lindahl blev sat til at skyde og udlignede til slutresultatet 2-2 .
Oksenvad havde problemer med at stille hold og måtte låne et par old-boys for at gennemføre kampen.


Old-boys fortsatte sejrsrække mod Jels
Oksenvad, 5. aug. 1998.
Efterårssæsonen er nu igang, og Oksenvad startede med en sejr på 5-2 over Jels. I første halvleg kom Oksenvad foran 1-0 ved Nis E. Thomsen, men trods stor overvægt i spil lykkedes det ikke at score yderligere.
Efter pausen bragte Nis Erik med sit 2. mål hjemmeholdet foran 2-0, før Jels fik reduceret. Hurtigt herefter øgede Flemming J. Hansen til 3-1. Men igen bragte Jels lidt spænding ind i kampen, før Arne Lindahl og Gunnar Stehmann lukkede og slukkede med hver en scoring.
Det var lidt mærkelig at spille på Oksenvad stadion igen, da opkridteren havde fået den idé, at banens bredde skulle øges. Så der blev næsten spillet helt ud til bøgehegnet, som omkrandser banen.
Oksenvad tog iøvigt nok lidt for let på kampen, og spillet skal bestemt forbedre til den kommende, udsatte kamp mod Stepping på mandag.


Old-boys kampen i Stepping udsat
Stepping, 17. juni 1998.
Den planlagte turneringskamp mellem Stepping og Oksenvad er blevet udsat, da Oksenvad ikke var i stand til at mønstre 11 mand. Det skyldes en kombination af skadede spillere og fravær på grund af arbejde.
Kampen spilles i stedet for i august måned.
Nu på fredag (den 19. juni) holder serie 6, damerne og old boys midtvejs fest, hvor der serveres grillstegt pattegris.
Arrangementet er henlagt til Henry Thomsen's værksted på Vadstedvej i Oksenvad, da OSA (skolen) er optaget.


Damerne tabte igen - men ikke humøret
Oksenvad, 15. juni 1998.
Haderslev KFUM var bedst da de to hold tørnede sammen i mandags. Og det blev da også til en klar sejr på 4-0 til udeholdet. Oksenvad havde ganske vist mange og store chancer, men Haderslev slog contra og udnyttede de fleste af holdets chancer. Konditionen er heller ikke i top hos de lokale damer - men trods nederlaget er det gode humør intakt - og det er jo trods alt det vigtigste.
Man kan så håbe at holdet får lidt mere kamptræning - i næste uge gælder det sommerfestkampene i Oksenvad.


S/6 klarede den ikke i Vedsted
Vedsted, 14. juni 1998.
Oksenvad tabte søndag eftermiddag 3-1 til Vedsted. Men holdet var denne gang direkte uheldig med at tabe. Ved pausen var stillingen 0-0 efter Oksenvad dominans. 5 minutter inde i 2. halvleg scorede Hans Ole Nissen til 1-0, men Vedsted svarede hurtigt igen. Vedsted fik lidt heldigt scoret to gange yderligere, mens Oksenvad måtte se hele 3 forsøg prelle af mod træværket.
Igen måtte en af Oksenvads spillere tage imod et rødt kort - denne gang mente holdet dog, at det var en uretfærdig dom.


Damerne spillefri 1 måned
Oksenvad, 14. juni 1998.
Oksenvads damehold må efterhånden være ude af kampform, da den seneste kamp daterer sig tilbage til 11. maj. Det skyldes, at ét hold har trukke sig ud, og et andet hold meldte afbud.
I morgen mandag den 15. juni spilles sidste kamp før ferien.


Old-boys tabte i målrig topkamp
Rødding, 10. juni 1998.
Topkampen på Rødding stadion mellem Rødding (nr.2) og Oksenvad (nr.1) endte med en kneben sejr på 5-4 til hjemmeholdet. Dermed ligger holdene side om side på førstepladsen, da Sommersted overraskende fik sit 2. nederlag i onsdags.
Kampen var jævnbyrdig, men Oksenvad havde dog en lille overvægt i spil og langt de fleste skudchancer. Rødding var derimod meget effektive i deres angrebsspil og scorede stort set på alle muligheder.
Ved halvleg var stillingen 3-2 til Rødding. I 2. halvleg fik Oksenvad udlignet til 3-3 på et kanonmål af Hans Henrik Christensen, men Rødding kom igen foran. Herefter fik Oksenvad en spiller udvist i 10 minutter, og Rødding kunne øge til 5-3 på et forsvarskiks. Oksenvad pressede godt og fik reduceret til 4-5 i slutningen af kampen - men derved blev det.
Ejgil Wind scorede 2 gange (1 mål på st.), og det samme gjorde Hans Henrik Christensen.


S/6 tabte til topholdet Hejls
Hejls, 6. juni 1998.
I lørdagens udekamp startede det ellers godt for Oksenvad, som inden for de første 15 minutter havde to gode muligheder for at bringe sig foran. Men derefter stod der Hejls på resten af kampen, og holdet viste, hvorfor det fører rækken med max. points. Ved pausen havde hjemmeholdet bragt sig i front 2-0, og kampen sluttede med cifrene 4-0.
Det kniber for visse Oksenvad spillere at styre temperamentet. Og nok engang måtte dommeren vise det gule kort for en af de gul-blå. Det straffer jo hele holdet og skader klubbens renomé. Så visse spillere må lære at tænke sig meget bedre om.


OB: Hat-trick af Hans Henrik
Oksenvad, 3. juni 1998.
Oksenvad's old-boys havde onsdag aften besøg af Hjerndrup, som kun lige kunne mønstre et hold med 10 spillere. Trods det, at holdet lånte en spiller fra Oksenvad, måtte de tage hjem med et nederlag på hele 9-0.
1. halvleg stod i Hans Henrik Christensens tegn, da han inden for 20 minutter scorede hat-trick. Det blev ved de 3-0 indtil pausen. Efter pausen dominerede hjemmeholdet fortsat, og det resulterede i yderligere 6 scoringer. Målene blev sat ind af Poul Erik Christensen og Gunnar Stehmann med hver 2, Arne Lindahl og Ejgil Wind (st.) hver 1.
I det meste af 2. halvleg kunne Oksenvads målmand Hans Kock agere libero, og når Hjerndrup endelig kom over midterlinien legede han kispus med deres angribere.
I næste uge er der så atter topkamp. Oksenvad skal i en svær udekamp mod Rødding. Hjemmeholdet, som i de seneste år har ligget med helt fremme, møder op med kun 1 nederlag. Oksenvad har max.points efer 8 kampe med en målscore på 48:5. Det må blive et brag af en kamp.
Foto af old-boys holdet.
Foto af Hermann Lindahl.


S/6 tabte tabte 4-3 i Taps
Taps, 1. juni 1998.
Det lykkedes ikke for herrer senior at få points i Pinsen.
Det så meget håbløst ud, da Taps allerede havde bragt sig foran 3-0 efter 20 minutter. Oksenvad spillede rigtig dårligt. I anden halvleg vendte spillet og Oksenvad fik udlignet til 3-3 på 2 mål af Michael Thomsen og 1 af Hans Ole Nissen. Desværre fik Taps lidt ufortjent sat det afgørende mål ind kort efter udligningen.


Oksenvad old-boys igen i målhumør
Nustrup, 27. maj 1998.
Tilsyneladende er der ikke noget, der kan stoppe old-boys holdet i år. Efter 7 kampe har holdet stadigvæk maksimum point - og det med en målscore på 39-5.
Kampen i Nustrup nåede ikke niveauet mod Sommersted, men der var aldrig tvivl om resultatet. Efter 1. halveg førte udeholdet 3-0 - og så var den kamp afgjort.
I 2. halvleg fik hjemmeholdet pyntet på resultat. Og det kan man bestemt ikke klandre Curt Lorenzen for - han blev sat på mål, da holdets ordinære målmand måtte melde fra.
Slutresultat: 6-2 til Oksenvad. For Oksenvad scorede Ejgil Wind 2 gange, Arne Lindahl, Søren Nielsen, Karl Hansen og Nis Erik Thomsen hver 1 gang.
På onsdag gælder det hjemmekampen mod Hjerndrup.


S/6 tabte i målrig kamp
Oksenvad, 23. maj 1998.
Serie 6 var igen indblandet i en målrig kamp. Denne gang gik det dog ikke så godt resultatmæssigt, da Oksenvad tabte 3-6 til Starup. Spillet var sådan set godt nok, men Starup var effektive foran mål i modsætning til hjemmeholdet.
Jan Lindahl scorede 2 gange og Arne Lindahl én gang. Halvlegsstillingen var 1-2, men det hjalp selvfølgelig ikke, at begge målscorere måtte til afkøling. Henholdsvis med et gult og et rødt kort.
Næste kamp spilles på udebane 2. pinsedag.


Oksenvad old boys helt til tops
Oksenvad, 20. maj 1998.
Det klassiske lokalopgør mellem Oksenvad og Sommersted endte med en overraskende klar sejr til hjemmeholdet på 4 - 0.
Før kampen havde begge mandskaber max. points efter 5 kampe.
Hjemmeholdet dominerede klart i første halvleg, hvor Sommersted blev presset af en velspillende midtbane og et stærkt forsvar.
Alligevel var stillingen 0 - 0 indtil der manglede 5 minutter af 1. halvleg. Men så scorede Tommy Lindahl til 1 - 0 og Tommy Pabst øgede til 2 - 0. I begge tilfælde på gode oplæg fra Nis Erik Thomsen.
I 2. halvleg fik Sommersted presset spillet mere fremad og kampen blev mere lige.
Det var dog et noget tamt angreb, som udeholdet mønstrede. Og på et af flere contra-angreb scorede Oksenvad 2 gange yderligere på mål af Ejgil Wind (st.) og igen Tommy Lindahl.


Damerne fik en på hatten af O.Jerstal
Oksenvad, 11. maj 1998.
Det gik ikke så godt for damerne i hjemmekampen mod O. Jerstal.
Hjemmeholdet fik en på hattepulen, da O. Jerstal var på besøg.
Slutresultatet blev et klart nederlag på 5 -0.
Kampen den 18. maj blev aflyst, da modstanderen ikke var i stand til at stille hold.


Serie 6 vandt i Arnum
Arnum, 16. maj 1998.
Oksenvad fulgte sidste weekends gode resultat op med nok en sejr. Hjemmeholdet Arnum var faktisk et godt hold, men alligevel lykkedes det at få alle 3 point med hjem via en 3-0 sejr.
Varmen var tilsyneladende lidt for høj for Christian Kock, som kort før pausen blev sendt til afkøling med et gult kort fra manden i sort. Alligevel fik Oksenvad scoret kort ind i 2. halvleg ved Jan Lindahl. Senere scorede Ryon Thomsen og Jan Lindahl afgjorde kampen med sit andet mål til slutstillingen 3-0.
Du kan se et foto af serie 6 holdet.


Old boys vadede i målchancer
Oksenvad, 13. maj 1998.
Oksenvads old-boys vandt en sikker sejr over Simmersted i onsdagens kamp. Det blev til hele 5-0 efter en føring på 2-0 ved pausen.
Kampen var flyttet til Oksenvad stadion pga. problemer med Simmersteds hjemmebane, men i de første 30 minutter var der ikke den store glans over hjemmmeholdets spil.
I de sidste 30 minutter dominerede hjemmeholdet totalt, og sejren burde have været to-cifret efter en god indsats fra Oksenvad.
Nis Erik Thomsen scorede 2 gange, Ejgil Wind, Hans Henrik Christensen og Tommy Pabst hver en gang.
Den evige kamp om trøje nummer 10 fik sin afslutning, da Jels Blikkenslagerfirma v/ Nis Erik Thomsen havde sponsoreret en flot gul trøje til alderspræsidenten på Oksenvads hold.
Hermann Lindahl har nu sin helt egen private trøje, med indskriptionen HERMANN på ryggen.
En vis hr. Nis kan så i fred spille i klubbens nr. 10 !
Næste onsdag er der topopgør i Oksenvad. Der er lokalopgør mellem de evige (og pt. ubesejrede) rivaler fra Sommersted og Oksenvad.


Målorgie i serie 6 kamp
Oksenvad, 10. maj 1998.
Efter en række mindre gode kampe fik Oksenvads serie 6 i søndagens kamp endelig vendt bøtten.
HFK blev sendt hjem med en begmand på 10-3 efter 5-2 ved pausen.
Trods den pludselige sommervarme kæmpede Oksenvad fortrindligt og fik tilspillet sig en lang række målchancer.
Jan Lindahl scorede 4 gange, Ryon Thomsen 2 og Michael Thomsen, Hans Ole Nissen, Arne Lindahl og Karsten Hansen hver en gang.
Desværre måtte Oksenvads målmand Henrik Radfelder udgå med en knæskade kort før pausen. Der er muligvis tale om en korsbåndsskade, som opstod efter at han vred rundt på foden. I resten af kampen blev målet vogtet af veteranen Eigil Hansen.


Ny stor sejr til old-boys
Vojens, 6. maj 1998.
Oksenvad fik sin 4. sejr i lige så mange kampe, da holdet onsdag aften besejrede Gram A/S med 6-0. Allerede efter 45 sekunder bragte Oksenvad sig i front, men herefter kom firmaholdet bedre med i kampen.
Efter pausen gled spillet dog langt bedre for udeholdet på en regnfuld aften.
Hans Kock var på mål for første gang i år og forhindrede med en glimrende redning hjemmeholdet at pynte på resultatet.
Målscorerene var: Gunnar Stehmann 2, Tommy Pabst, Jørn Jakobsen og Arne Lindahl hver 1 samt et selvmål.


Damerne slog Vojens
Vojens, 4. maj 1998.
Oksenvad 7-mands damehold kom hjem med en klar sejr efter besøget i Vojens.
I holdets anden kamp blev det til en 4-0 sejr.
Anja Christensen scorede 2 gange, Trine Schmidt og Jannie Hansen hver 1 gang.


Storsejr til Oksenvad old-boys
Oksenvad, 29. april.
Oksenvad's old-boys vandt onsdag aften en ualmindelig stor sejr over naboklubben Ø.Lindet.
Resultatet blev hele 10-1 efter 5-0 ved pausen. I modsætning til sidste uges middelmådige indsats i Jels var der denne gang helt andre boller på suppen.
Oksenvad tog straks teten og var allerede foran med 3-0 efter 10 minutter. Nis Erik Thomsen var den store målsluger med 4 mål. De øvrige mål blev sat ind af Ejgil Wind 2, Poul Erik Christensen, Søren Nielsen, Henrik Weber og Jørn Jakobsen med hver 1.


Gang i damefodbold igen
Oksenvad, 28. april.
I tidernes morgen var Oksenvad med til at starte damefodbolden i Danmark.
På et tidspunkt var klubben repræsenteret med hele to hold i turneringen - vel at mærke med "11-dameres" hold.
Efter adskillige års pause er der nu igen gang i damefodbold i landsbyklubben.
Holdet er tilmeldt en 7-mands turnering og i premiere-kampen blev det tirsdag aften 0-0 mod Stepping.
En af de spillere som har været med hele vejen er Anni Hansen - og hun vogtede målet med stor dygtighed.


Oksenvad S/6 tabte 1-2
Oksenvad, 25. april.
Oksenvad's serie 6 tabte weekendens kamp mod Chr.feld med 2-1 efter at have været bagud med 2-0 ved pausen.
Holdet havde en række afbud og træneren Kalle Lindahl havde heller ikke mulighed for at følge sit team.
Spillet kom aldrig til at fungere i første halvleg.
Det gik lidt bedre efter pausen, hvor Jan Lindahl fik reduceret.
Men trods en række målchancer blev det ikke til mere.

Næste weekend er der ingen kamp, da modstanderen har trukket sig fra turneringen.


Old Boys: Jels - Oksenvad 0-2
Jels, 22. april.
Oksenvad old-boys vandt også sæsonens 2. kamp.
På Jels stadion blev det til en sejr på 2-0 efter 1-0 ved pausen.
Jels havde vinden i ryggen i første halvleg og hjemmeholdets centerforward havde tre store muligheder for at bringe holdet i front. Men på en kontra fik Frank Fallesen bragt Oksenvad foran 1-0.
I 2. halvleg overtog Oksenvad det meste af spillet og havde flere store chancer, før det lykkedes for Arne Lindahl at slå sejren fast i sidste minut. Målet blev scoret på straffespark begået mod ham selv.
På onsdag tager holdet imod Ø.Lindet i Oksenvad kl. 19.


Schmeichel og Johansen skadet
Oksenvad, 19. april.
Oksenvad's serie 6 fik sæsonens første nederlag, da Vojens i søndagens kamp vandt 7-4.
Oksenvad kom godt fra start og førte 2-0 efter 20 minutter, men svigtende kondition og koncentration gjorde, at Vojens kunne svare igen og bringe sig i front 5-2 inden pausen.
Peter Schmeichel måtte som bekendt udgå med en fiberskade i Manchester United's kamp i denne weekend. Det samme overgik Oksenvad's Torben Johansen, så man skal nok ikke vente at se nogen af dem på banen mod Norge.
Michael Thomsen og Karsten Hansen scorede hver 2 gange.

Oksenvad's næste kamp er på lørdag 13:30 på Oksenvad stadion mod Chr.feld.


God sæsonstart for old-boys
Oksenvad, 15. april.
Oksenvads old-boys fik en god start på den nye sæson.
Onsdag den 15. april var der premiere mod Stepping.
Og det blev til en sikker sejr på 6-2 efter 3-0 ved pausen.
Målscorerne var: Tommy Lindahl 2, Ejgil Wind, Flemming Juhl Hansen, Nis Erik Thomsen hver 1 foruden et selvmål.


Oksenvads serie 6 scorede 5 gange
Oksenvad, 9. april.
Det nyoprettede serie 6 hold mødte Skærtorsdag Hjerndrup på hjemmebane.
Og det blev en målrig kamp, som endte med en Oksenvad sejr på 5-3 efter 3-1 ved pausen.
Michael Thomsen scorede 2 gange, Jan Lindahl, Arne Lindahl og Torben Johansen hver 1 gang.


Oksenvad serie 6 fik 2-2 i debutkampen
Jegerup, 4. april.
Efter flere år uden senior fodbold i Oksenvad ruller bolden nu igen i klubben.
I den første kamp blev det 2-2 mod Jegerup. Michael Thomsen og Søren Nielsen scorede for Oksenvad.
Holdet trænes af Kalle Lindahl.