Rævene slap med skrækken


Henrik, Jens Jørgen og Jan i Over Jels ved den Blå Å.
I baggrunden skimtes Jels oversø.

Ørsted, 14. januar 2006
For et år siden hærgede en kraftig storm under rævejagten på
Ørsted Mark. I år var det derimod fint vejr med solskin og en temperatur lige omkring frysepunktet. 13 jægere og de to
klappere, Martin og Aksel, var mødt frem til den næsten 5 timer lange jagt.
I første såt tæt ved Jels oversø kredsede en flok ringduer på ca. 70 styk hen over agrene, og et rådyr forsvandt langsomt gennem hegnet. Ræven listede klogelig fra den åbne mark og ind i granplantagen. Alt imens 8 gråænder skræppende lettede fra den Blå Å.
En halv snes fasaner kom på vingerne på grund af uroen, og fra flere sider kom der gnækkende grågæs ind over arealerne, for at undersøge om det var sikkert at lande i søen.

Ræven var fortsat gennem granplantagen, og der blev i stedet set et rådyr, fire harer og lettende fasaner.


Første såt er færdig, og der lægges nye planer mod Mikkel.

Senere på dagen kom chancen så. Klapperkæden og skyttekæden havde stort set omringet et krat, og en ræv satte kurs mod broen over bækken. I sidste øjeblik drejede den dog af - sikkert fordi den havde fået færten af en jæger. Lidt længere fremme sprang den over vandløbet, men her stod også en jæger, og han fik afgivet to skud. Ræven undslap dog attentatet denne gang og flygtede over jernbanen.

Kort derefter lettede en anden ræv fra samme krat. Klapperkæden og skyttekæden var ikke nået helt sammen, så ræven løb op over marken. Men en af jægerne løb op på bakketoppen og skød et skud foran ræven, og det fik den uventet til at vende tilbage til krattet.
Her listede den så lidt senere ud langs diget, selv om der stod en jæger på modsatte side. Han havde set ræven, men kunne ikke afgive skud på grund af hegnet.

Summa summarum - ingen ræv på paraden, men der er en ny chance i Oksenvad lørdag den 28. januar kl. 10:00. Her er der åben rævejagt i Præsteskoven og Oksenvad skov - mødestedet er P-pladsen ved Præsteskoven.


Klapperkæden på engen hos Jan Tonnesen. Kort tid herefter
kom 2 ræve ud af et krat hos Jens Wind,
 men begge slap med skrækken.

Tilbage til forside