Bakken fra Mølby var min


Nete Schwee har sendt et brev til hjemmesiden

Mølby 24. januar 2005
En ven af mig har taget nogle sider ud fra Oksenvad hjemmeside, og jeg kan her se, at Kirsten Lorentzen har fået fat i en gammel bakke, som jeg næsten med sikkerhed kan sige har tilhørt familien Madsen og senere Schwee (og altså også mig).
Da Hans Erik døde, måtte jeg desværre af med en masse ting, og jeg synes selv jeg fik det fint placeret hos Haderslev museum, Haderslev byarkiv, Hygum Hjemstavnsgård og forskellige lokalhistoriske foreninger.

Garagesalg
Jeg holdt garagesalg over ting, og resten fik ishockeydrengene i Vojens til deres loppemarked, så bakken har været på en rejse. Grunden til at jeg tror, det har været min bakke, skyldes at den var krakeleret i det sorte område, som billedet viser.
Thea (min svigermor) fortalte mig, at hendes far og bror samt andre svende, der boede hos dem, lavede sådanne ting om aftenen. Så det kan vel godt passe, at bakken er omkring 100 år.

Familen Madsen og Trapp
Heine Hilbrecht efterlyser også lidt om de familier, der kom hertil i tysk tid. Og jeg kan da fortælle om familien Schwee og Trapp.
Hans Erik Schwees bedstefar Martin Jensen Madsen, født i Lerte 25-10-1878, søn af ledvogter Christian Peter Madsen og hustru Marie, født Jensen, tog som udlært tømrer på valsen. Han nåede blandt andet også til Vellahn, Kreis Güstrov, og her lærte han Emma Elisabeth Henriette Trapp at kende. Hun var født der den 19-10-1878 af forældrene Hans Joachim Heinrich Trapp og Marie Elise Dorothea født Meyer. Foruden Emma havde de også Helmuth Heinrich Friedrich Carl Trapp og Heinrich Friederich Martin Trapp. Helmuth boede jo også her i Mølby (han var bedstefar til Egon Trapp, som døde sidste år). Jeg har for resten foræret ham alt, hvad jeg havde af papirer omkring familien Trapp, da det derved bliver i slægten.

Emma Trapp på Tovskov Mølle
Omkring 1900-1901 kommer Emma Trapp til Mølby, hvor hun tjener på Tovskov mølle hos en der vistnok hed Wismar. De bygger huset Tovskovvej 35 i Mølby, og den 14-11-1902 bliver Emma Trapp og Martin Madsen gift. Den 20-09-2004 bliver Dorothea Marie Madsen født, og den 16-06-1908 får de Peter Heinrich Madsen.

600 kort fra krigen
Martin Madsen må være med i krigen 1914-1918, og de over 600 postkort, som jeg har, fortæller en hel historie. Han var flink til at sende kort hjem, og af dem kan man læse, at han fulgte med i livet i Mølby, skønt han i fire år var langt hjemmefra.

En dreng dør og en ny fødes

Den 16-06-1933 havde Emma og Martin Madsen den store sorg, at deres dreng døde efter en blindtarmsbetændelse. I 1926 var Dorothea Marie Madsen blevet gift med Johannes Christian Hermann Schwee, og de var flyttet ind i deres nye hus, som var bygget på Slotsvej 3 i Mølby. Den 22-06-1930 fik de Hans Erik Schwee.

Kom hertil som farende svend

Johannes Schwee var kommet hertil som farende svend (på valsen), og han kom til Martin Madsen. Og han var her i hvert fald i 1922, da Peter Madsen bliver konfirmeret. Så Thea og Johannes har da kendt hinanden endda nogle år, før de blev gift. Johannes Schwee var født den 01-03-1896, som eneste søn ud af en søskendeflok på 7. Han kom fra et sted i nærheden af Kiel (mener jeg), og jeg har stadigvæk kontakt til et par af Hans Eriks kusiner.

Ingen til at føre slægten videre

Da Hans Erik dør i 1997, er der ingen til at føre slægten videre, så alt hvad der vedrører bygmester Madsen og Schwee er nu på Haderslev byarkiv.

Billedet på bakken
Angående billedet på bakken og navnet på købmandsbutikken, så kan jeg oplyse, at der nok står N. Kock. Marcus Kock var født 27-08-1859, og han havde arvet butikken efter en onkel Nis Kock. Der var ganske rigtigt en Marius Kock, der rejste til Belgien. Han var søn af købmand Marcus Kock. En bror til Marius, Nis Kock, rejste ligeledes til Belgien, hvor han blev gift. Nis fik sønnen Marc, som tit kom på besøg hos sin bedstefar i Mølby. Marc og Hans Erik blev rigtig gode venner, og i mange år var Marc på besøg hos os 3 uger hver sommer. Han er stadigvæk en god ven, som jeg skriver sammen med. Desværre kommer han nok ikke til Mølby igen, skønt det ville have glædet mig meget.

Ja det var lidt, som måske giver et par svar - ellers kan man bare kontakte mig.

Venlig hilsen
Nete Schwee
Mølby



Bakken som blev genkendt.