Fiber måske til sommer


Spørgelysten på og efter mødet var meget stor.
Her er det med ryggen til Carsten Hansen fra
Sydvest Energi, der nok svarer Hans Peter Paulsen på,
hvornår der kommer en fiber til Ørsted Mark.

Oksenvad, 9. marts 2005.
Onsdag aften var det Oksenvads tur til at blive orienteret om Sydvest Energis tilbud om at lægge fiber ud til alle hjem på egnen.
Og der var større interesse om arrangementet, end Landsbyforeningens arbejdsgruppe på forhånd havde håbet på.
Sydvest Energi kunne bekræfte, at alle får tilbudt en fiber inden udgangen af år 2007, og det bliver garanteret minimum 10 Mbit/s begge veje. Hvis interessen i området er stor nok (vigtigt med indsendelse af interessekort), så kan SVE allerede ultimo marts 2005 træffe beslutning for området. Hvis det falder positivt ud, så kan gravearbejdet påbegyndes i maj, og tilslutning kan ske hen over sommeren.


103 personer havde tilmeldt sig arrangementet i Oksenvad.
Det var meget tilfredsstillende.

Indholdet på nettet leveres af Dansk Bredbånd.

Det væsentligste faciliteter gennem fiberen:
Internet: Er basis for det hele og koster 395 kr. pr. måned.
Telefoni: Intet abonnement, gratis samtale til andre på nettet inden for samme kommune (Vojens). Samtalepriser i øvrigt 10-20% under TDC's listepriser. De eksisterende telefoner kan fortsat anvendes.
TV: Analogt tv udbydes i pakker. Eksisterende tv kan anvendes. Digitalt tv (HDTV) fra efteråret 2005. Priser ikke oplyst.
Video-on-demand: 35-40 kr. pr. film pr. døgn. Muligt at se på tv via kabel til pc.
Games-on-demand: Målgruppen er børn i alderen 3-8 år. Titler er f.eks. Rasmus Klump, Jungledyret Hugo og Magnus og Myggen. 25 kr. pr. stk. pr. døgn.
E-learning: Uddannelse via pc (f.eks. PC-kørekort).
Videokonferencer: Forretningsforbindelser - Interessegrupper - Familie og venner i ind- og udland.
Overvågning: Alarmer, aflæsning af el-målere...

Tilslutningspris inkl. moms for fiber tilsluttet boks i hjemmet: 2.850 kr. Etablering og overflytning af nuværende telefon: 820 kr. + 375 kr. Ovennævnte priser er gældende i etableringsperioden, derefter stiger etableringsprisen pga. større omkostninger til gravning.


Sydvest Energi var repræsenteret ved Rikke Tønder,
Carsten Hansen og Helle Thygesen.
Det er aftalt, at Oksenvad.dk får resultatet af
interesse undersøgelsen. Så kig ind på siden senere.

Efter præsentationen var der mulighed for at stille spørgsmål, og den mulighed blev flittigt benyttet. Bl.a. ville folk, der boede langt ude på landet vide om de også kunne komme i betragtning. Det blev besvaret med et ja, hvis interessen er stor nok!
Visse steder vil der måske blive tilbudt midlertidige løsninger, indtil fiberen er klar.
Prisen er den samme for alle - også hvis der f.eks. skal graves 300 op langs en privatvej til et enkeltstående hus.


Efter mødet var der boller med pålæg og drikkevarer
af forskellig slags til mødedeltagerne.
Så Astrid og Inger Marie havde travlt i køkkenet
denne onsdag.

Tilbage til forside