Skiftedag i LBF
Goddag til Astrid Rønnow Fallesen og
farvel til Børge Jensen, der har købt en
landbrugsejendom i Anderup.
Oksenvad den 26. februar 2004 - LBF Der deltog 30 personer i de to generalforsamlinger i OSA og Landsbyforeningen, trods konkurrence fra fodboldkampen Brøndby - Barcalona. Landsbyforeningen kunne berette om et år med høj aktivitet på det mere kulturelle område. Der har været god gang i aktiviteter i Oksenvad skole, herunder Callanetics, madlavning for mænd, olie- og acrylmaling, pileflet, patchwork og blomsterbinding. Det er Randi Krab, som har været koordinator på disse aktiviteter. Bowlingspillerne har muntret sig i Vojens bowlingcenter med Grete Dahl og Lillian Dam som tovholdere. Formanden Børge Jensen nævnte naturligvis kampen for Troldehytten i sin formandsberetning. Børnehaven lever i øvrigt i bedste velgående i dag med hele 24 børn. Ørsted Boldklub fik en håndsrækning på 5.000 kr. til renovering af toiletbygningen ved skolen. Og for første gang var der opstillet et juletræ i Mølby's bymidte - til næste år skulle man gerne kunne se lysglimtene i vandspejlet på Mølledammen. For øjeblikket er gravearbejdet i forbindelse med Nørreå projektet og Mølledammen i licitation. Der var også pæne ord om denne hjemmeside. Kasseren Anders Gram kunne fremlægge et regnskab, der udviste et overskud. Så der er penge på kontoen til kommende projekter. |
Anders Gram og Peter Timmerman. Inger Marie Regnbogen mangler på billedet. |
Oksenvad den 26. februar 2004 - OSA De to foreninger OSA og LBF skulle efter planen have været fusioneret. Men det er foreløbig udskudt, da forholdene omkring Oksenvad Sogns Aktivitetscenter er noget uafklaret. Vojens kommune har smølet med driftsaftalen, som udløb i 2002. Så lige nu foreligger der ikke nogen formel aftale. Samtidig med at A-klassen er rykket ud af skolen er antallet af rengøringstimer reduceret, med det resultat at der ikke bliver gjort rent i gymnastiksal, fællesrum og køkken. I forbindelse med flytningen er mange af lokalerne blevet ribbet for inventar, herunder også det tidligere biblioteksrum, som foreningerne bruger som mødelokale. Det blev stærkt kritiseret af generalforsamlingen, og det blev besluttet at bestyrelsen igen skulle tage kontakt til kommunen for at få ordnede forhold. Kommunen havde luftet muligheden for at OSA kunne blive en selvejende institution, men det vandt absolut ingen gehør blandt de fremmødte. OSA har lidt penge på kistebunden. Noget er investeret i bedre udendørs lys, og det er evt. planen at bruge penge på inventar og service. Kjeld Holm afløste Lene Kjær i bestyrelsen. |
|