Kilde: http://www.enarek.dk/skrift_gravmonu.doc

Det er blevet populært at besøge kirkegårde. Lokalhistoriske foreninger, museer og entusiastiske borgere i lokalsamfundet arrangerer kirkegårdsvandringer, hvor man kan høre historier og skrøner om godtfolk og skidtfolk.

Efter nogle år i anonymitet, hvor vi blot er passeret forbi kirkegærdet, er vi nu begyndt at lukke lågen op og gå indenfor i de dødes have. Kirkegården er kommet frem af glemmebogen. Danmarks Turistforening har i år lanceret ”kirkegårdsturisme”, og kirkegårde er blevet turistmål. Som vi besøger museet, udsigtspunktet og forlystelsen, når vi er på ferie, er vi nu også begyndt at besøge kirkegården.

Elof Westergaard er udover at være sognepræst i Silkeborg også formand for Foreningen for Foreningen for Kirkegårdskultur. Elof Westergaard skelner mellem tre funktioner gravstedet varetager: Forbrugerens sted, et historisk sted og sidst, men ikke mindst, et sted for minder og sorg.

Gravmonumælerne

Når gravstene får mund og mæle, bliver de til gravmonumæler! Rundt om på landets 2000 kirkegårde findes gravstene med underfundige sentenser.

Af Erik Lindsø
 

I min barndom kendte jeg en ringer og graver, der hed Herman. Det var Herman, der lærte mig at gå på udkig efter sjove gravindskrifter. Han samlede på, og rejste land og rige rundt for at indsamle dem.

På han egen kirkegård i Himmerland var der manden, der havde rejst stenen over sin kone, og nederst står der: ”Jeg skal komme efter dig”.

I nabosognet var det konen, der havde rejst stenen over sin mand - og der stod: ”At vi ses igen, holder mig i live”.
 

Jeg husker et billede af en gravsten, som Herman havde, rejst over en murermester, hvor der nederst står: ”Han gjorde hva’ han ku’”.

For nylig så jeg på Herning kirkegård en gravsten for en Peter Dræby. Og nederst står der - på vestjysk: Hwa så, Peter?”.
 

På Oksenvad kirkegård i Sønderjylland står en gammel sten med sætningen: ”Slægtninge toge hans penge, hvorpå jeg satte denne sten”. - Historien bag er, at den afdødes hjem blev rippet for værdier før han overhovedet var blevet kold, så der ingen midler var tilbage til gravsten. Det kunne en nabo i Oksenvad ikke sidde overhørig, og han betalte af egen lomme en sten - men kunne så ikke dy sig for at ovennævnte blev indhugget. Det førte til, at de efterladte en nat fjernede stenen. Men det blev genfundet, og står i dag på en særlig plads på Oksenvad kirkegård.
 

I Vestjylland, nord for Varde, står en af de barske sten. Ved konens død, sætter manden dette eftermæle i hendes gravsten: ”Din død, min udfrielse”. - Historien er at konen gennem flere år, imod hans vilje, havde været glædespige.
 

Forfatteren Poul Sørensen har i bogen Gravmonumæler en samling, hvorfra vi skal høre et par stykker.

En mand får på sin kones gravsten indgraveret dette lille hjemmegjorte digt:

”Min kone Lis Thiste

brav til det sidste

her i sin kiste

hviler sit hoved.

Gud være lovet!

Eller denne over en embedsmand, som får denne venlighed med på rejsen:

Kommunalsekretær Jens Pedersen Thielse

nyder her den evige hvile.

Forandringen fra hans kontor

er næppe stor.

Vinduespudserkollegaer rejste en mindesten over deres afdøde kollega, som omkom ved en arbejdsulykke. Han havde været en munter mand i blandt dem, så et glimt i øjet blev hans minde:

Han hviler vinduespudser Dahl,

som styrtede fra femte sal.

Oh, kære venner,

lad os bede,

at han ikke ender

længere nede.

Jeg selv holder mest af en gravsten vest for Randers - rejst over møbelpolstrer Ejner Johansen. 82 år blev han. Nederst på hans gravsten er der indgraveret: ”En glad mand”.

Større minde kan man vel dårligt få end at blive mindet - slet og ret - som en glad mand.

Der er over 2000 kirkegårde i Danmark, og de gemmer på hundredvis af særlige gravmonumæler.

For nylig blev der i Midtjylland rejst en gravsten, hvor der nederst står: ”Han sparkede røv til det sidste”.