20 år nær
Polarcirklen


Anne Marie i nationaldragt for første
og indtil videre sidste gang.
Billedet er ikke helt nyt.
Nationaldragterne er meget dyre,
da alt skindet er håndsyet, perlerne ligeså.
Den er meget varm at have på og perlerne tunge.

Nuuk, Grønland, 13. april 2003.
Anne Marie Bonde Pedersen fortæller
Vi bor i Grønlands største by Nuuk (Godthåb). Dvs. vi bor i en lejlighed i Nuussuaq, det må vel være, hvad man kalder en forstad til Nuuk. Vi lever stort set som i Danmark. Og vi kan få de samme varer - dog er frugt og grønt lidt dyrere, da det jo bliver fløjet herop.
De eneste forskelle vi mærker er naturen - og det at man ikke bare lige kan køre hjem til mor og drikke kaffe. Eller køre til næste by, for her er man afhængig af fly eller skib. Ved at klikke ind på www.nuuk.gl kan man se og læse mere om Nuuk.
Naturen er storslået heroppe. Det kan ikke beskrives, men skal simpelthen ses.

Jeg arbejder i Grønlands Lufthavnsvæsen, hvor jeg laver regnskaber for de 12 lufthavne og et utal af heliporte og helistops, der findes heroppe. Det er et meget spændende job.
Min mand Benny arbejder i Nuuk Lufthavn, hvor han både er mekaniker, brandmand og terminalarbejder. Han tanker bl.a. fly, rydder banen for sne samt reparerer materiellet og er en del af beredskabet. Hvis I har lyst til at se/læse mere, så klik ind på www.glv.gl
Meget af fritiden går med at gå lange ture med vores lille hund. Benny står på ski, men det har jeg (efter 20 år) endnu ikke lært, og jeg lærer det nok heller aldrig - jeg vil hellere bare gå ture i naturen.
Om sommeren tager vi ud at sejle og fisker, plukker bær eller nyder bare den stilhed, som er ude i naturen. Vi tager også på rensdyrjagt. Det er hårdt at vandre op og op ad fjeldet, skyde et dyr eller to og så slæbe det hele ned igen. Man tænker "aldrig mere", men så snart man er kommet hjem og har sundet sig lidt, vil man gerne afsted igen og rensdyrkødet er det hele værd.

Vi spiser rensdyrkød, men også hvalkød, mouskusokse, fisk og selvfølgelig masser af rejer og kammuslinger. Selvfølgelig spiser vi også dansk mad. Fisk smager 10 gange bedre her end i Danmark, jeg lærte faktisk først rigtig at spise fisk, da jeg kom herop!
Sæl spises også her, men vi spiser det ikke. Det smager godt nok, men rent ud sagt, så stinker det når det koges.

Sproget er grønlandsk, og det vil nok for mange danskere lyde som det rene volapyk, men det er slet ikke så svært at lære. Jeg taler og forstår efterhånden det hele og snakker en blanding af dansk og grønlandsk.
Nuuk er en meget danskpræget by. Vil man rigtig lære grønlandsk, så skal man til de mindre byer eller bygder, hvor dansk ikke er så udbredt som her. Jeg lærte meget, da vi boede i Paamiut (Frederikshåb), men selvfølgelig også en del af min grønlandske familie, venner og kollegaer.
Jeg har nu været her i snart 20 år, kun afbrudt af ca. 1 1/2 år i Danmark. Men det gik ikke, vi længtes begge hjem. Det siges, at for nogle er "Engang Grønland - altid Grønland". Jeg valgte "altid" og har endnu ikke fortrudt.

Det var min lille historie fra det høje nord. Og jeg kan da lige fortælle, at vi p.t. har en del sne, men fint vejr. Det håber vi holder de næste 14 dage, hvor vi venter besøg hjemmefra af min søster og svoger.

Håber at alt er vel derhjemme, og du har ret, jeg er tit inde og kigge om der er nyt hjemmefra - det kunne jo være at man kunne genkende nogen, selvom det er flere år siden, at man har set dem. Jeg kan da fortælle, at jeg gloede noget, da mine forældres billede lige pludselig var på hjemmesiden i omtalen af Prins Carl. Men dejligt var det at se dem der.

Med venlig hilsen
Anne Marie Bonde Pedersen (PS har skiftet efternavn, da jeg blev gift for to år siden).

---------------------------------------------
Anne Marie's email adresse kan ses under fraflyttere.

Tilbage til forside