Ziethen bliver ved
Genren spænder bredt for den 73-årige maler.
Fra abstrakt til naturalistisk over akvareller til ikoner.
Oksenvad Bjerg, 25. april 2002.
73-årige Rudolph G. Ziethen fra Oksenvad har malet hele sit liv. Indtil 1969
var det som almindelig håndværker i Jels, men derefter blev det fuldtids foran staffeli
og lærred.
- Min søn Lars siger, at jeg en dag vælter om foran lærredet med en pensel i den
ene hånd og et smil på læben, fortæller Ziethen, når man spørger, hvor lang tid han
har tænkt sig at fortsætte. Det er en livsstil. Men faktisk var det ved at gå
anderledes, da han akut blev indlagt på Sønderborg sygehus den 22. januar. Mavesækken
var sprunget, og familien var samlet, da der var stor tvivl om overlevelsesmulighederne.
Men Ziethen kæmpede sig igennem, og trods det han netop igen har været på
operationsbordet for at få fjernet en brok, så er livsmodet vendt tilbage. Sporene efter
sygdommen kan dog ikke helt skjules, da der røg 9 kg af vægten, og i en periode er det
nødvendigt med brug af rullator.
Over 40 elever
Undervisningen af de over 40 ugentlige elever kunne heldigvis fortsætte i det
stråtækte galleri under sygefraværet. Ziethens assistent Ilse Prinds tog over alene i
et par måneder. Men nu er mester altså tilbage igen, og det er påkrævet, da der
undervises på 6 forskellige tidspunkter hver uge.
Eleverne havde så sent som december 2001 deres billeder på udstillingen i
Musikhuset i Vojens. Og Ziethen planlægger selv en ny udstilling i Musikhuset med 25 egne
malerier. Indtægterne kommer således fra undervisning og fra salg af billeder - mest
bestillingsarbejde.
Penge contra det frie liv
Som maler ved man aldrig hvilken indtægt man har. Men det har været nok til at
forsørge en familie på fire, når blot man lader være med at købe på afbetaling. Han
er ikke på finansloven, og der kommer ikke penge fra nogen fonde. Men pengene har nu
aldrig været det vigtigste, det er det frie liv og en god uforpligtende tilværelse, der
har været drivkraften.
Det har også været dejligt at undervise i aftenskole, i ungdomsklubber og på
efterskoler. Og det har været sjovt at lave store vægmalerier på 9x1½ meter sammen med
børn i børnehaveklassen.
Familien
Ziethens kone døde i 1987 og børnene Lars og Marianne er forlængst flyttet
hjemmefra. Marianne har to sønner og bor i Korsør. Lars (eller Lasse som han blev kaldt
blandt venner) var i 12 år skoleleder på Lyø, og konen Lisbeth var lærer på skolen.
Men de bor nu i Århus, hvor Lisbeth har gennemført en uddannelse som børnepsykolog.
Lars læser for tiden historie på Århus universitet. Sønnen på 25 og datteren på 21
år læser også endnu - den ene i udlandet.
Billedet skal anvendes til en forestående udstilling i Muikhuset i Vojens. |
|
|
|