Oksenvad Biblioteksforening
åbner
Bibliotek2001Svennesen.jpg (37620 bytes)
Tidligere førstelærer Ernst K. Svennesen vil være at
finde i et nyindrettet bibliotekslokale på Oksenvad skole.

Oksenvad 25. november 2001
Oksenvad Sogns Aktivitetscenter og Oksenvad Aftenskole er gået sammen om at danne Oksenvad Biblioteksforening, som har til formål at låne bøger ud i lokalsamfundet. Det kommunale bibliotek i Oksenvad blev lukket for et par år siden, men nu kan der således igen lånes bøger lokalt.

Det sker uden nogen form for offentlig støtte, og man skal da også tegne et medlemsskab for et år ad gangen for at være med. Det koster blot 20 kroner og skal dække de omkostninger, der er ved at drive biblioteket. Ernst K. Svennesen - tidligere førstelærer i Oksenvad - vil stå for udlånet, som er et ulønnet job.
Fra i morgen - mandag den 26. november 2001 kl. 16-18 - og hver mandag fremover er der 2.000 bøger til rådighed fra biblioteket.
Tidspunktet er valgt således, da Mandagsklubben kan kombinere klubdagen med at tage en bog med hjem. Og de udearbejdende har også mulighed for at nå hjem. Hvis børnehaven ønsker at gøre brug af biblioteket, så finder vi også en løsning på det, fortæller Svennesen.
Bog genrerne spænder over børnebøger, tegneserier, faglitteratur, spændingsromaner og klassikere. Biblioteksforeningen ønsker sig iøvrigt en Internet forbindelse fra lokalet, således at man også kan gå på bogjagt på andre biblioteker.
Da det kommunale bibliotek lukkede, var der årligt knap 3.000 bogudlån. Det tal venter man ikke at kunne nå igen, men mindre kan også gøre det !

Tilbage til forside