Efter en krig


Henrik Jørgensen

Hvor blev de af ?
I løbet af den kommende tid vil redaktøren af Oksenvads hjemmeside forsøge at få tidligere lokale folk til at fortælle om, hvad de foretager sig i dag. Selv om Henrik Jørgensen vel ikke er "rigtig" lokal, så har mange læst hans artikler i JydskeVestkysten, da han i en årrække var journalist på Vojens redaktionen.
Her på egnen huskes han bl.a. for sin leder om genåbningen af købmandsbutikken. Og en vinterdag i januar 1998 var han med på rævejagten i Ørsted. Tillige har han et par gange sendt venlig hilsener i vores gæstebog.

Doboj - Bosnien, maj 1999
Som så mange andre sad også jeg for seks-syv år siden og fulgte forfærdet krigen i det tidligere Jugoslavien. På det tidspunkt havde jeg ikke drømt om, at jeg nogle år senere skulle bo som nabo til flygtninge-familier og smadrede landsbyer. Men det er virkeligheden, når jeg om morgenen hører hanen i nabolandsbyen gale og stikker hovedet udenfor den hvide container, som jeg nu bor i.
Der fra min container, som ligger udendørs men på ”første sal”, har jeg et godt udsyn til både de ødelagte huse og til de mere positive ting, som for eksempel en landsby der bliver genopbygget, så de tidligere indbyggere kan vende hjem.
Jeg har boet i Bosnien godt 10 måneder. De første syv måneder holdt jeg til ved Den Danske Bataljon, som er en enhed på 750 soldater, der holder til syd for byen Doboj i den nordlige del af Bosnien.
Som en del af bataljons-staben havde jeg ansvaret for at følge med i, hvordan folk kunne vende tilbage til det sted, de levede, inden de etniske fordrivelser gik i gang.
Det var et spændende arbejde, men også et job der viste, hvor svært det er at ”rydde op” efter en krig. Det tager kun et øjeblik at ødelægge de gode relationer mellem mennesker og sende dem på flugt, men det tager år at få dem tilbage igen og hele sårene. For nogle vil det formentlig aldrig ske.
Fra februar og indtil juli, hvor jeg igen tager til Danmark for at blive civil, er jeg presseofficer ved Den Nordisk Polske Brigade, som har hovedkvarter i Doboj. De danske soldater fra Den Danske Bataljon er en del af denne brigade, der rummer 3000 soldater fra Norge, Sverige, Finland, Polen, Estland, Letland, Litauen - samt selvfølgelig Danmark og nogle amerikanere.
Sammen med mine kolleger skal jeg altid være klar til at tale med pressen på vegne af vores chef - en svensk general - og jeg deltager også i ugentlige radioudsendelser og pressemøder. Vores brigade og de fem nationale bataljoner der hører under brigaden, patruljerer og arbejder hver dag i et 5500 kvadratkilometer stort område, og vores holdning er, at lokalbefolkningen skal have at vide, hvad vi laver. Derfor er vi altid klar til at tale med journalister, hvis de har nogle spørgsmål om det job vi udfører.
Lige siden jeg var værnepligtig har jeg ønsket at komme til at gøre tjeneste i udlandet, så det er en drøm, der nu er gået i opfyldelse. Jeg har desuden haft funktioner ved bataljonen og brigaden, hvor jeg har kunne bruge min civile uddannelse og erfaringer.
Jeg har haft mange positive oplevelser siden jeg kom til Bosnien i juli sidste år: Jeg har faktisk kun mødt venlige mennesker, jeg har haft et nyttigt - synes jeg selv - job i et land, som stadig er mærket af krig og krise, og jeg har arbejdet i et internationalt miljø, hvor 8-9 nationer arbejder på lige vilkår og med det formål at bevare freden og skabe mulighed for at det civile samfund bliver udviklet.
Det negative er, at den sproglige barriere gør det svært at tale med de lokale (når man ikke lige har en tolk ved hånden) samt at det er svært at følge med i, hvad der præcist foregår i samfundet, fordi jeg ikke bare kan slå op i en avis. Desuden sætter det også sine naturlige begrænsninger, at vi altid optræder som soldater - i uniform - at vi bor i en lejr bag pigtråd, og at vi ikke bare kan flintre rundt som vi vil.
Uniformen, og vores officielle status, betyder, at alle folk kan genkende os og hilser eller inviterer på kaffe, men når man sidder på café nede i byen (hvilket vi altså også kan gøre) er det svært at skjule sig og være helt almindelig, hvis man skulle have lyst til det.
Alt i alt har det dog været det dog været mit mest oplevelsesrige år nogensinde, og jeg har fået større forståelse for, hvad der skete i Bosnien under krigen - men bestemt ikke mindre afsky. Det er stadig mig en gåde, at et folk, der i adfærd ligner hinanden så meget, absolut gik i krig.
I dag er der fuldstændig fred i Bosnien, men problemerne er stadig tårnhøje, og tilliden blandt muslimer, serber og kroater - altså de tidligere fjender - er lille.
Den aktuelle krise i nabolandet Jugoslavien har vi ikke mærket sådan rent fysisk, men det står helt klart, at de bosniske serbere, der lever her i området, er tæt knyttet til deres ”brødre” i Serbien og Jugoslavien, og Natos aktion i Jugoslavien har hidset dem en del op.
Det kan vi læse i avisen, og det bliver da også nævnt, når vi taler med de lokale serbere, men diskussionen bliver holdt på et sobert og absolut verbalt niveau uden nogle fjendtligheder.
Men alt dette er endnu en lektion i, at der stadig er lang vej inden folkeslagene på Balkan finder fred. I mellemtiden må vi gøre hvad vi kan for at dette hjørne af Balkan kan etablere et demokratisk samfund, mens vi nyder, at vi trods alt er i en rolig del af området, at her er smuk natur, behageligt klima og arbejde til alle ugens syv dage.

Mange hilsener fra
Henrik Jørgensen

Nordpol brigaden har denne hjemmeside: www.nordpol.net

Tilbage til forside