Spændende skov på vej
25 lokale havde valgt en "sommertur"
i skoven.
Til venstre aftenens guide skovfoged Jes Jessen og
til højre kasserer for menighedsrådet Asger Jakobsen.
Oksenvad, 7. juli 2001
Trods bygevejr og en kølig brise havde ca. 25 lokale taget imod Oksenvad menighedsråds
invitation til en tur i Præsteskoven. Anledningen var, at der nu er ryddet op efter
orkanen, og der er plantet nyt "for de gamle som faldt".
Aftenens guide var skovfoged Jes Jessen fra Hedeselskabet, som har stået for
vedligeholdelse af skoven i en årrække. Jes kunne fortælle, at orkanen tog omkring 11
ha - svarende til 2½ års hugst - og der ialt var nyplantet 14 ha ud af skovens 78 ha.
Selve oprydningen tog ca. 1½ måned.
Den gamle skov var i udpræget grad en nåleskov, men den nye er langt mere
varieret med masser af løvtræer, herunder eg og bøg. Og der er kommet nye typer af
nåletræer ind i skoven f.eks. douglas- og nobelisgran. Desuden vil mindre områder komme
til at ligge udyrket hen, således at der på disse steder kan vokse en naturskov frem.
Menighedsrådet har således valgt at satse på en fin blandingsskov, helt efter
modellen for statsskovene. I modsætning til privatejede skove kan et menighedsråd ikke
søges tilskud til genplantning hos staten. Så derfor har det lille "eventyr"
netto kostet omkring 250.000 kroner.
I de kommende år vil der dog komme indtægter, da der kan produceres en del ton
pyntegran.
Det ser således ud til at være en god beslutning til gavn for nuværende og
kommende generationer.