Meta og Martin Frandsens
bryllup 1914



Bryllupsgæsterne i Ørsted smedens have 1914.
Se billedet i stort format.

Foto fremsendt af: Christian Christiansen

Billedet "bryllup 1914" er interessant, da man kan se en lille smule af en passagervogn fra jernbanen. Billedet er taget i haven ved mit barndomshjem, Ørstedvej 6. Min far har skrevet "Meta og Martins bryllup, 1914" på bagsiden af billedet.

Den herre der står helt ude til højre - man ser kun hovedet af ham - er faktisk togføreren. Jeg husker, at min far faktisk har fortalt mig, at fotografen var med toget og skulle videre med samme tog. Derfor kom både togføreren og toget med på billedet.
Den næste herre ude til højre, ham med den høje hat, er Falkenberg, den tidligere smed i Ørsted. Min bedstefar købte smedeforretningen af Falkenberg i 1911.

Meta og Martin Frandsen boede på Ørstedvej 14 (Aksel Jakobsens hus), og de var nødt til at tage bryllupsselskabet med til banegården af hensyn til fotografen.

Brudeparret fik senere to børn: Cathrine og Anne (sidstnævnte blev gift med Anton Skøtt i Ørsted).

Det var på den tid ikke mange penge at gøre godt med, og Aksel Jakobsen fortalte forleden aften dette om Martin Frandsen:
Når han var hos købmanden, havde fået varerne og skulle til at betale, tog han ofte pungen frem, kiggede i den og udbrød: "Mor har nok været i pungen igen...".
Og så måtte købmanden give fornyet kredit.


Tilbage til forside