Endeligt områdefornyelsesprogram
Lagt online den: 7. december 2022

Onsdag d. 15. november blev der afholdt borgermøde i Oksenvad Landdistrikts Aktivitetscenter. Alle beboere i lokalområdet var indkaldt til møde både via hjemmeside, Facebook og via invitation i e-Boks. Lige under 80 deltog i mødet.

Vores områdefornyelsesprogram skulle præsenteres.

Tilbage i marts måned startede landsbyforeningen i samarbejde med Haderslev Kommune arbejdet på områdefornyelsen i Oksenvad Landdistrikt.

Vi startede med et informationsmøde, hvor vi overfor mere en 70 deltagere kunne fortælle om planerne for projektet og åbnede op for ideer og forslag. Samtidig gjorde vi det også klart at arbejdet med udvikling af planerne ville ske i arbejdsgrupper, hvor alle beboere var velkomne.

Vi fik rigtig god hjælp af såvel Haderslev Kommune som arkitektfirmaet LABLAND til at styre processen. De hjalp også med til at klarlægge styrke og svagheder i lokalområdet. Disse styrker og svagheder gjorde det muligt at nedsætte tre arbejdsgrupper, som kiggede på tre overordnede områder:
- Børn og Unge
- Byforskønnelse og trafiksikkerhed
- Sammenhængskraft på tværs af landdistriktet

I løbet af vore møder i såvel arbejdsgrupper som styregrupper har vi fået kigget på og vurderet mange forskellige projektforslag. Nogle ideer blev hurtigt sorteret fra af den ene eller anden grund, og andre var med næsten helt til det sidste, hvor vi måtte tage dem ud af programmet, f.eks. fordi økonomien i det enkelte projekt blev for stort.

I sidste ende stod vi tilbage med fire projekter eller indsatser:
- Byforskønnelse og trafiksikkerhed
- Mølledamspladsen
- En (multi)plads ved Engtoften
- Prospekt for Landdistriktssti

De første tre indsatser er fuldt finansieret og vil blive påbegyndt snarest. Der vil blive nedsat nogle arbejdsgrupper, der skal hjælpe med detaljerne på disse projekter.

Den sidste indsat er at få udarbejdet et prospekt for en sti rundt i hele Oksenvad Landdistrikt. Prospektet skal bl.a. anvendes til at søge yderligere penge hos forskellige fonde. Det betyder dog ikke at vi ikke allerede nu kan gå i gang med stien. Planen er, at vi allerede til foråret får kortlagt stien og markeret strækningen.

I kan læse hele områdefornyelsesprogrammet via linket nedenfor.

Der skal lyde en stor tak til alle jer beboere, der har bidraget til udvikling af områdefornyelsesprogrammet - ingen nævnt - ingen glemt. Uden jer havde dette ikke været muligt. Tak til Haderslev Kommune for at gøre dette muligt for os og for et godt samarbejde. Tak til LABLAND for at føre os sikkert i gennem projektet.

Har I spørgsmål, så kontakt gerne formand for Landsbyforeningen for Oksenvad og Omegn, Peter Horsbøll Møller, peter@mller.dk eller tlf: 29133769, eller en anden fra landsbyforeningens bestyrelse.

Se også: Områdefornyelsesprogram Oksenvad Landdistrikt

Kilde: Landsbyforeningen for Oksenvad og Omegn




Mødet startede med lidt god med fra Thorhallen


Der var god opbakning til mødet


Silja Krüger, byplanlægger fra Haderslev Kommune, introducerede os til konceptet områdefornyelse


Peter Møller, formand i landsbyforeningen, fortalte om hvad der havde fået beboere til at deltage


Et par citater fra beboerne i arbejdsgrupperne


Linda Strandby fra LABLAND førte os gennem områdefornyelsesprogrammet for Oksenvad Landdistrikt


Bent Kloster, formand for Land- og Byudviklingsudvalget, gav vores landdistrikt en masse rosende ord med på vejen


Afslutningsvis var der kaffe og tre slags kage